Stigende nedbør presser de gamle kloakker

Hos Aalborg Forsyning er vi i fuld gang med at omlægge kloakkerne, så regn- og spildevand adskilles, og vi dermed mindsker risikoen for oversvømmede kloakker.

I samme ombæring nedlægger vi overløbsbygværkerne, for behovet for overløb bliver mindre og mindre i takt med, at vi separatkloakerer. I 2025 havde vi 118 overløbsbygværker tilbage i vores kloaknet. Regnbetingede udledninger som fx overløbsbygværker står i dag for ca. 1% af den samlede kvælstofudledning til Limfjorden.

I gamle dage etablerede man kloakker med ét rør, hvor spildevand og regnvand løb sammen. I dag etablerer man separate rør, så spildevand kan løbe til renseanlægget og regnvand direkte ud i naturen. De gamle kloakker er ikke gearet til de stigende nedbørsmængder og hyppigere skybrud, og ved kraftige regnskyl kan kloakkerne ikke altid følge med. Derfor sørger overløbsbygværker for, at overløb af regnvand og fortyndet spildevand fra kloakkerne ledes ud i naturen i stedet for tilbage i husene.

Overløb - kloaksystemets ventil

Overløb skal forstås som en nødventil i vores kloaksystem. 

Når kloakkerne bliver fyldte, kan et overløbsbygværk lede en blanding af regnvand og fortyndet spildevand ud i vandløb, søer, fjorden og i havet. Det er en nødvendig del af håndteringen af spildevandet. Alternativet er, at vandet i stedet kan presse sig tilbage i kældre, op i toiletter og skabe oversvømmelser i boliger eller på gaderne.

 

Bypass - renseanlæggets ventil

Ved skybrud og kraftige regnskyl sendes der også store vandmængder til vores renseanlæg fra områder uden separatkloakering. Det betyder, at anlægget har brug for sin egen ventil. Det hedder bypass.

Hvis der er for meget spildevand til, at renseanlægget kan håndtere det, kan bypass sørge for, at trykket tages af anlægget. Dermed sendes vand ud i naturen, som kun er delvist renset. Kloakvandet er renset for toiletpapir, fedt og afføring, men har ikke været igennem en biologisk rensning.

Der er installeret sensorer på alle overløbsbygværker, der registrerer, om der har været udledning og i hvor lang tid.

Mængden af bypass fra vores renseanlæg forventes at falde i takt med, at vi separatkloakerer Aalborg Kom-mune. I 2025 udgjorde bypass fra renseanlægget 2% af det vand, anlægget udledte til Limfjorden.

 

Dekorativt billede

Separatkloakering ruster kloaksystemet til mere regn

Hvert år investerer vi ca. 260 millioner kroner i at gøre kloaksystemet mere robust.

Ifølge Aalborg Kommunes spildevandsplan skal separatkloakeringen være færdig inden 2065. Det er en stor klimainvestering og tager tid, for vi kan ikke grave hele Aalborg op på én gang. Vi er i mål med ca. 72% af separatkloakeringen i kommunen.

Læs mere om vores arbejde med at separatkloakere

Aalborg Forsynings kvælstofudledninger til Limfjorden

Når fortyndet spildevand via overløb og bypass løber ud i naturen, medfører det en kvælstofudledning til det danske vandmiljø, men udledningen fra spildevandsselskaber udgør kun en lille del af den samlede mængde kvælstof. 

Hos Aalborg Forsyning indberetter vi til Danmarks Miljøportal PULS, som samler data om udledning fra forskellige kilder som renseanlæg og regnbetingede udløb.

  • På landsplan stammer 8,3% af kvælstofudledningen fra punktkilder, der primært er spildevandsselskaber. Regnbetingede overløb udgør ca. 1% af disse 8,3%.
  • Kvælstofudledning fra spildevandsselskaber til Limfjorden udgør 4,3%.

Kilde: Tal fra Miljøstyrelsen, Limfjordsrådet, DANVA og Danmarks Miljøportal PULS

Dekorativt billede

Større udledning i 2024

I 2024 foretog Aalborg Forsyning en række forbedringer på Renseanlæg Øst. Vi byggede en ny udløbspumpestation og en varmepumpe, som har til formål at fremtidssikre renseanlægget og gøre det mere robust. 

Desværre betød byggeriet, at der i en periode blev udledt mere delvist renset spildevand, der ikke har været gennem en biologisk rensning (bypass) til Limfjorden – bl.a. på grund af meget store nedbørsmængder.

Udledningen af bypass var ca. 20% af den samlede vandudledning i 2024, hvor der ellers typisk kun udledes omkring 2%. Året efter var niveauet normaliseret igen.

Miljøstyrelsen valgte at politianmelde Aalborg Kloak A/S for overtrædelse af Miljøbeskyttelsesloven, fordi udledningen af bypass var så omfattende i 2024, at det efter styrelsens opfattelse skete uden gyldig udledningstilladelse. 

Miljøstyrelsen har generelt skærpet sin tilsynsindsats. Siden 2023 er 17 andre spildevandsselskaber blevet politianmeldt af Miljøstyrelsen.