Pressemeddelelse
28 oktober 2025
Aalborg udpeget som national industripark: Grøn vækst og hurtigere etablering i fokus
Aalborg Industripark bliver en realitet. Det står klart, efter regeringen netop har løftet sløret for, hvor de 11 nye nationale industriparker skal placeres.
Aalborg Kommune har i tæt samarbejde med Port of Aalborg og Aalborg Forsyning dedikeret 243 hektar erhvervsjord til industripark-formålet – med mulighed for at udvide til i alt 497 hektar. Området omfatter arealer på begge sider af Limfjorden ved henholdsvis Østhavnen og Norbis Park - og byder på en unik erhvervsmæssig infrastruktur med direkte adgang til havn, motorvej, jernbane og lufthavn. Her er der plads til Power-to-X, CO2-fangst, -lagring og -udnyttelse, vindindustri, logistik, cirkulær produktion mv.
Rød løber skal gøre det lettere at etablere og udvide produktion i Danmark
Som industripark bliver Aalborg en del af den nye nationale ’rød løber ordning’, der skal sikre hurtigere og mere smidige godkendelsesforløb for produktionsvirksomheder. Det betyder, at virksomhederne bl.a. får én fast kontaktperson gennem hele myndighedsprocessen (såkaldt one-stop shop), korte tidsrammer for godkendelser, en samlet procesplan med milepæle samt adgang til vejledning om EU-regulering.
Ordningen skal gøre det lettere og mere forudsigeligt at etablere eller udvide grøn produktion i Danmark – både for danske og internationale virksomheder. Med placeringen inden for industriparken gælder den røde løber for alle virksomheder uanset deres størrelse og investering. Det giver Aalborg en unik mulighed for, at der kan handles effektivt på alle sager inkl. myndighedsbehandling, når virksomheden ligger i industripark-området.
Borgmester: Aalborg skal være Danmarks førende industrizone for klimateknologi
Aalborgs borgmester Lasse Frimand Jensen glæder sig over udpegningen:
”Jeg er både glad og stolt over, at Aalborg nu bliver én af Danmarks 11 nationale industriparker. Vi står på en stærk industriel arv og bruger den som springbræt til at skabe nye rammer for fremtidens grønne produktion. Med den nye model får vi tempo og gennemsigtighed i myndighedsbehandlingen. Og det er afgørende, hvis vi skal kunne tiltrække og fastholde virksomheder i hård global konkurrence.
Samtidig ved vi, at det kan være en udfordring for produktionsvirksomheder at finde egnede arealer med den rette infrastruktur. Som national industripark står vi stærkere i konkurrencen om grøn produktion og nye arbejdspladser – og udpegningen gør Aalborg endnu mere attraktiv for virksomheder, der vil investere i fremtidens grønne løsninger.”
Stor interesse fra erhvervslivet
Der er allerede stor erhvervsinteresse for den nye industripark i Aalborg. Aalborg Industripark har således modtaget støtteerklæringer fra godt 25 interessenter inklusive Copenhagen Infrastructure Partners (PtX), EWII, Fidelis, Aalborg Portland og Siemens Gamesa. Deres planlagte investeringer beløber sig alene til over 10 mia. kr. og forventes at skabe 1.500 nye arbejdspladser inden for energiteknologi og grøn produktion.
På Østhavnen i Aalborg er Port of Aalborg allerede i fuld gang med at udvide kapaciteten til den nye Aalborg Industripark gennem nyligt opkøbte naboarealer. Derudover styrkes infrastrukturen yderligere – blandt andet gennem en markant forøgelse af den kajnære kapacitet i form af et spritnyt kajanlæg, som netop er igangsat.
”Vores nuværende kapacitet og fremtidige udvidelsesmuligheder er en markant styrkeposition ikke bare nationalt, men også internationalt. Med Aalborg Industripark og de medfølgende fordele i form af one-stop-shoppen og de hurtigere godkendelsesforløb bliver Aalborg et endnu mere naturligt valg for virksomheder, der gerne vil etablere nye produktionsfaciliteter i vores allerede voksende logistikhub,” siger adm. direktør i Port of Aalborg, Kristian Thulesen Dahl, og fortsætter:
”Vi er i forvejen en stærk vindhavn med store internationale virksomheder som Siemens Gamesa, CS WIND Offshore og en række underleverandører til vindindustrien. Derudover er Aalborg rigtig godt på vej til at træde helt ind i forreste række blandt aktører inden for CO2-fangst, -lagring og udnyttelse via flere projekter, der lige nu tager form i og omkring Aalborg Industripark”.
Udpegning styrker Danmarks første fuldskala økosystem for CO2-håndtering
Aalborg har på få år udviklet sig til en central hub for CCUS-teknologier med en bred vifte af virksomheder, netværk og forskningsinstitutioner, der arbejder sammen om udviklingen af løsninger til CO2-fangst, -udnyttelse og -lagring. Der er blandt andet forestående planer om et storskala anlæg for fangst af CO2 ved Aalborg Portland via ACCSION-projektet, et CO2-fangstanlæg hos Nordværk, import af CO2 og mellemlagring ved Nornes kommende modtagefacilitet samt produktion af grønt flybrændstof ved FjordPtX ved Aalborg Forsyning.
Nord for fjorden i Norbis Park er Aalborg Forsyning i fuld gang med etableringen af fremtidens forsyningsinfrastruktur og testmiljøer. Aalborg Forsyning samarbejder bl.a. med Copenhagen Infrastructure Partners (CIP) omkring realiseringen af projektet Fjord PtX, der skal ligge i Norbis Park. Fjord PtX skal producere eSAF (Syntetisk Sustainable Aviation Fuel) og forventes at blive et af Europas største produktionsanlæg.
”Vores vision er, at Aalborg skal være et fyrtårn for udviklingen af fremtidens grønne teknologier og bæredygtig forsyning, og den vision understøtter Aalborg Industripark i den grad. Ved at gøre det smidigt og nemt for virksomheder at teste nye, grønne løsninger i virkelige omgivelser, vil vi ikke bare skabe udvikling og vækst i Aalborg Kommune, men også komme til at spille en afgørende rolle for den grønne omstilling nationalt og internationalt. Et godt eksempel er Fjord PtX-projektet, som Aalborg Forsyning er med i, fordi det giver fjernvarmekunderne i Aalborg adgang til grøn overskudsvarme til attraktive priser,” siger Jesper Høstgaard-Jensen, konstitueret administrerende direktør i Aalborg Forsyning.
Netop Fjord PtX-projektet kan være igangsætter for en ny PtX-industri i Aalborg og styrke Danmarks rolle inden for produktion af eSAF. Der er tale om flybrændstof produceret af strøm fra vedvarende energikilder, CO2 og teknisk vand, og det er af industrien og EU anerkendt som én af de mest vigtige bidragsydere til luftfartens omstilling til mere bæredygtige energiformer.
”Fjord PtX har planer om at udvikle et af Europas mest avancerede raffinaderier til produktion af eSAF i Norbis Park. Vi har gennem de seneste tre år samarbejdet med Aalborg Kommune og herunder bl.a. Nordværk og Aalborg Forsyning, og udpegningen af Aalborg som national industripark med ’rød løber’-ordning er derved en vigtig nyhed. Fjord PtX har potentiale til at fungere som katalysator for en ny industri i området, og industriparkens etablering skaber stærke ramme for, at flere grønne teknologivirksomheder kan følge efter,” siger Tanguy Cosmao, projektdirektør for Fjord PtX.
Baggrundsinformation
- Aalborg Industripark dækker et samlet areal på 243 hektar (kan udvides til 497 hektar)
- SVM-regeringen og et bredt flertal i Folketinget aftalte i november 2024 at udpege industriparker, som skal være med til at sikre, at Danmark står stærkere i kampen om vækst og arbejdspladser. Virksomheder, som enten har base eller etablerer sig i industriparkerne bliver omfattet af den nye ’rød løber ordning’, hvor sagsbehandling bliver samlet i en one-stop shop med hurtigere og smidigere sagsbehandling, som gør det lettere for virksomhederne at etablere og udvide deres faciliteter. One-stop shop drives af Erhvervsstyrelsen i samarbejde med kommuner og statslige myndigheder og har en koordinerende funktion.
- Aalborg har over 14.000 arbejdspladser inden for industrien og 500+ industrivirksomheder. Industrien er Aalborgs 3. største branche mål på antal jobs. Det seneste år er der skabt 812 jobs i industrivirksomheder i Aalborg. Det er således den branche med størst jobvækst.
Virksomhedsguiden: Læs mere om one stop shop for produktionsvirksomheder (åbner i nyt vindue)
Danmark får 11 nye industriparker | Erhvervsministeriet (åbner i nyt vindue)