Pressemeddelelse
19 maj 2026
Erstatning løfter resultatet i Aalborg Forsyning
En erstatning for driftstab efter nedbrud på Nordjyllandsværket betyder, at Aalborg Forsyning som koncern kommer ud af 2025 med et overskud.
Aalborg Forsyning som koncern kom bedre ud af 2025 end forventet. Koncernregnskabet for 2025 viser et resultat før skat på 118 millioner kroner, mens forventningen var et underskud før skat på 19 millioner kroner. Det positive resultat er påvirket af, at Nordjyllandsværket i 2025 modtog en driftstabserstatning på 160 millioner kroner fra sit forsikringsselskab. Erstatningen stammer fra det nedbrud, som Nordjyllandsværket havde i 2022, hvilket betød, at værket var ude af drift i fem måneder.
”Erstatningen er vigtig for Nordjyllandsværket, for pengene skal bruges til at lukke kraftværket sikkert ned, når det bliver taget permanent ud af drift i 2029. Indtil da skal vi drive kraftværket på en økonomisk sund og forsvarlig måde og fastholde de nødvendige kompetencer og ressourcer frem til lukningen,” siger Lasse Olsen, bestyrelsesformand for Aalborg Forsyning.
I forbindelse med Aalborg Forsynings grønne omstilling af fjernvarmeproduktionen, vil det kulfyrede Nordjyllandsværk lukke den 1. januar 2029. Herefter vil varmen i Aalborg komme fra overskudsvarme fra industrien, affaldsvarme fra Nordværk samt varme fra de nye elbaserede anlæg, som er ved at blive færdigbygget i Aalborg Forsynings erhvervsområde – Norbis Park.
Rekordstort varmelager i drift
I 2025 tog Aalborg Forsyning atter vigtige skridt mod at elektrificere sin varmeproduktion, og byggeriet af de nye elbaserede anlæg i Norbis Park har nået nye milepæle. Aalborg Forsyning tog i 2025 fire nye kæmpe varmetanke på hver 54.000 m3 i brug og har nu et samlet varmelager på i alt 241.000 m3, hvilket er Danmarks største.
”Det giver os allerede nu mulighed for at udnytte udsvingene i elpriserne. Det vil sige, at vi producerer meget varme, når elpriserne er i bund, og så bruger vi varmen fra lageret, når elpriserne er høje. Det bidrager til en fleksibel og omkostningseffektiv varmeproduktion,” siger Lasse Olsen.
Den øgede varmeproduktion på eldrevne anlæg har sammen med faldende kulpriser medvirket til, at Aalborg Forsyning kunne sænke den variable varmepris med 3,1% fra den 1. januar 2026.
”Det er en beskeden prisnedsættelse, men et skridt i den rigtige retning, og så er det værd at huske, at det sker samtidig med, at vi gennemfører store og ambitiøse investeringer i den grønne omstilling,” siger Lasse Olsen.
Udover varmelageret vil Aalborg Forsyning være færdig med at bygge et elkedelanlæg på 150 MW varme i 2026, og byggeriet af verdens største naturligt kølede havvandsvarmepumpe på 177 MW varme skrider også planmæssigt frem.
Sikker drift og flere varmekunder
Den daglige drift var stabil i 2025. Kunderne havde varme i radiatorerne, rent drikkevand i hanerne og kunne på en sikker måde komme af med spildevand og overfladevand.
Aalborg er en by i vækst, og den stigende byudvikling giver flere forbrugere af fx vand og varme. På fjernvarmeområdet var der fortsat vækst i 2025, hvor der blev tilsluttet 651 nye kunder. Der blev lagt ca. 14 km nye fjernvarmeledninger, så Aalborg Forsyning nu har et ledningsnet på 1.953 km.
Særlig opmærksomhed på drikkevand
I 2025 leverede Aalborg Forsyning vand, der overholdt alle grænseværdier, og både vand- og spildevandspriserne er landsgennemsnitlige.
Der er udfordringer med stigende nitratindhold i flere områder. Derfor har Aalborg Forsyning i 2025 været særlig opmærksomme på at sikre drikkevandskvalitet gennem optimering af kildepladser, etablering af nye indvindingsmuligheder og midlertidig rensning af drikkevandet.
Store investeringer i klimasikring
I 2025 har Aalborg Forsyning fortsat arbejdet med klimasikring for at gøre kommunen mere robust overfor stigende regnmængder og hyppigere skybrud. En central del af indsatsen er separatkloakering, hvor regn- og spildevand adskilles, hvilket mindsker risikoen for oversvømmelser samt sikrer beskyttelse af vandmiljøet.
Samlet set var der i 2025 tale om en klimainvestering på 266 mio. kr. og ved udgangen af 2025 er 70% af den planlagte separatkloakering gennemført. De resterende 30% dækker over 650 projekter særligt i bynære og ikke så fremkommelige områder. Separatkloakeringen af Aalborg Kommune skal efter planen være færdig i 2065.