Pressemeddelelse

06 august 2025

Aalborg Forsyning får ny økonomidirektør

Aalborg Forsyning har netop ansat Niels Dechow som ny økonomidirektør. Han kommer med stærke kompetencer inden for økonomistyring og finansiel kommunikation og skal bl.a. bidrage til den fortsatte udvikling af Aalborg Forsyning som en samlet koncern.

Som økonomidirektør i Aalborg Forsyning får Niels Dechow ansvaret for økonomien i et af Danmarks største multiforsyningsselskaber. Aalborg Forsyning blev samlet som én multiforsyningskoncern i 2022, og det er blandt andet noget af det, som gør jobbet særlig interessant for Niels Dechow:

”Aalborg Forsyning er en spændende infrastrukturvirksomhed, som står midt i en grøn omstilling – og så er det en forholdsvis ny koncern. Jeg glæder mig til at være med til at lægge sporene til den videre udvikling af Aalborg Forsyning som samlet koncern, hvilket jeg især kan bidrage til ved at passe på økonomien og sikre en god og troværdig finansiel kommunikation,” siger han.

Niels Dechow kommer fra en stilling som professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet og har en bred international erfaring fra universiteter i England, Tyskland og USA. Derudover har han en solid baggrund som konsulent inden for virksomheds- og regnskabssystemer. 

”Jeg er hurtig til at forstå nye organisationer, skabe relationer og definere en realistisk og målbar vej frem, og nu glæder jeg mig til at lære Aalborg Forsyning at kende og være med til at videreudvikle de mange gode kompetencer, der er i økonomiområdet,” siger Niels Dechow.
Konstitueret administrerende direktør Jesper Høstgaard-Jensen glæder sig også til det nye samarbejde.

”Niels Dechow har lige den profil, som Aalborg Forsyning har brug for nu. Han kommer især med nogle meget stærke kompetencer inden for økonomistyring og finansiel kommunikation og vil derfor kunne passe godt på koncernens økonomi, så vi i fællesskab kan fortsætte både den grønne omstilling og udviklingen af Aalborg Forsyning,” siger Jesper Høstgaard-Jensen.

Niels Dechow flyttede i 2021 tilbage til Danmark efter en årrække i udlandet. Han bor sammen med sin familie i Gistrup.