Bestikkelse af private forretningsrelationer
Hos Aalborg Forsyning er vi dagligt i tæt kontakt med private kunder og leverandører, og vores forretning er afhængig af partnerskaber. Vi er derfor meget opmærksomme på risikoen for, at der kan søges fordele gennem bestikkelse af vores medarbejdere.
For at mindske risikoen for bestikkelsen har vi indført 2-personers godkendelse ved overførsel af større beløb. Vi laver desuden stikprøvekontroller på vores fakturaer for at sikre, at alt går rigtigt til og arbejder ud fra et rekvisitionssystem, hvor alle indkøb – store som små - skal godkendes på forhånd, inden de foretages.
Handel med indflydelse
Vi er opmærksomme på, at vores virksomheds størrelse gør, at vi har en indflydelse, der gør ’handel med indflydelse’ til en risiko. ’Handel med indflydelse’ betyder, at en person eller virksomhed med indflydelse på andre mennesker bytter denne indflydelse for fx penge fra en person, som søger indflydelse.
Vi er derfor underlagt retningslinjer, der sikrer gennemsigtighed omkring beslutninger, hvor der kunne opstå handel med indflydelse. Vi er kommunalt ejet og dermed underlagt Offentlighedsloven, og det stiller krav til os om at være gennemsigtige i de beslutninger, vores ejere træffer. Det betyder, at vi ved hvert bestyrelsesmøde gennemgår en procedure for at undersøge inhabilitet, og man kan søge aktindsigt i vores økonomi.
Derudover kommer alle større kontrakter i udbud, hvor vi følger lovgivningen for procedure i EU-udbud. Det betyder, at vi ikke selv må vælge vores leverandører.
Vi stiller krav til vores forretningsforbindelser
Vi stiller store krav til os selv om ansvarlig virksomhedsadfærd og forventer det samme af vores forretningsforbindelser.
Alle vores større og betydende kontrakter indeholder derfor krav om, at vores forretningsforbindelser skal udøve ansvarlig virksomhedsadfærd. Det betyder, at de som et minimum skal efterleve den internationale minimumsstandard for ansvarlig virksomhedsadfærd baseret på FN’s vejledende principper for menneskerettigheder og erhvervsliv og OECD's retningslinjer for multinationale virksomheder, herunder krav om klimaaftryk. Minimumsstandarden tilsiger, at en virksomhed skal identificere, forebygge og afbøde potentielle og aktuelle risici for negative indvirkninger på social, miljømæssig og økonomisk bæredygtighed.
I næsten alle vores udbud evaluerer vi desuden de indkomne tilbud ud fra et kriterie om, at leverandørerne arbejder med CSR på et seriøst niveau. Evalueringskriteriet vægter minimum 20% i den samlede vurdering af det pågældende tilbud.
Læs mere om krav til forretningsforbindelser