Grundvandsparker skal sikre fremtidens drikkevand
En grundvandspark er et område, hvor drikkevand dannes og indvindes fra. Det er vandværkernes "produktionsapparat" på samme måde, som marken er for landbruget. Områderne er væsentligt større end de meget omtalte "BoringsNæreBeskyttelsesOmråder".
Parkerne skal beskytte drikkevandet mod alle stoffer - også dem vi endnu ikke kender som skadelige. Derfor må der bl.a. ikke anvendes pesticider, gødning eller tilføres andre forurenende stoffer. Det betyder, at der fx ikke må tilføjes jord.
Som en sideeffekt vil grundvandsparker give potentiale for mere skov og natur, øge CO2-bindingen, skabe mere biodiversitet samt rekreative muligheder, men dannelsen af rent drikkevand skal dog altid gå forud for disse positive sideeffekter.
Grundvandsbeskyttelse på dagsordenen i 40 år
Siden 1980erne har Aalborg Forsyning sammen med Aalborg Kommune gjort en stor indsats for at beskytte grundvandet. Indsatsplanerne for grundvandsbeskyttelse har allerede sørget for beskyttelse af 1.300 hektar til indvinding af drikkevand i vores forsyningsområde og indsatsplanerne danner grundlag for beskyttelse af yderligere 700 hektar.
Men vi mener, at der er behov for at beskytte et meget større areal i Aalborg. Der bør sættes i alt 4500 hektar af til grundvandsparker i vores område. På landsplan mener vi, at et område på 200.000 hektar skal omlægges til grundvandsparker, mod de ca. 20.000 hektar, som er udpeget i aftalen for boringsnære beskyttelsesområder, der blev vedtaget i Folketinget i 2019.
Vi samarbejder løbende med forskellige interessenter om at beskytte grundvandet permanent.
Læs mere om Foreningen Grundvandssamarbejd i Aalborg