Sådan tømmer du dit badebassin
Når sommeren går på hæld, er det tid til at tømme havens badebassin. Men hvad gør du egentlig med vandet?
Klor eller kemikalier i vandet?
Hvis vandet i dit badebassin, spabad eller vildmarksbad indeholder klor eller kemikalier, og ikke har forbindelse til et afløb, udgør det en risiko.
I så fald bør vandet altid ledes ud via kloaksystemet, så det kan blive renset.
Bruger du ikke kemikalier i vandet, kan du fint bruge vandet til at vande i haven.
Miljøstyrelsen fraråder, at vand fra store bassiner på over 250 liter ledes ud i nedsivningsanlæg eller septiktanke, da det kan medføre tilstopning.
Er dit område separatkloakeret eller har du nedsivning på egen grund?
Mange områder er separatkloakeret, og hælder du vandet ud på din græsplæne eller i risten ved vejen, løber vandet direkte ud i naturen og kan forurene vores grundvand – og din have.
Bor du på åbent land uden kloakering, frarådes det at anvende klor.