Pressemeddelelse

22 juni 2026

Aalborg Forsyning sætter strøm til fjernvarmen

Tre nye elkedler er i dag indviet i Norbis Park. Dermed er endnu en vigtig brik faldet på plads i den grønne omstilling af fjernvarmen i Aalborg Forsyning. Projektet vil desuden bidrage til større stabilitet i elnettet.

Den røde snor blev i dag klippet til tre nye elkedler på i alt 150 MW varme i Norbis Park, som er Aalborg Forsynings område ved Nordjyllandsværket.  Med den officielle indvielse af elkedlerne er endnu en vigtig brik faldet på plads i elektrificeringen af fjernvarmeforsyningen i Aalborg Forsyning.

”Vi har i dag taget endnu et vigtigt skridt i Aalborg Kommunes grønne omstilling, og vi nærmer os et vigtigt mål om at erstatte kul med løsninger, der udnytter el fra stadig mere vedvarende energikilder. Jeg glæder mig til at følge udviklingen i Norbis Park og til at se den effekt, som de grønne investeringer får på forsyningssikkerheden, CO2-udledningen og økonomien frem mod 2029,” siger Lasse Frimand Jensen, borgmester i Aalborg Kommune, der klippede den røde snor sammen med Mikael Simonsen, bestyrelsesmedlem i Aalborg Forsynings bestyrelse.

Aalborg Forsyning er i fuld gang med at færdiggøre de nye teknologier, der skal tage over, når den kulbaserede varmeproduktion på Nordjyllandsværket efter planen stopper den 1. januar 2029. Fire kæmpe akkumuleringstanke er færdigbygget og taget i brug, og Aalborg Forsyning har nu et samlet varmelager på i alt 241.000 m3, hvilket er Danmarks største. Derudover skrider byggeriet af verdens største naturligt kølede havvandsvarmepumpe på 177 MW varme også planmæssigt frem.

Udnytter udsving i elpriser

De nye elkedler har en samlet kapacitet på 150 MW varme. Kedlerne fungerer ligesom elkedlen hjemme på køkkenbordet. De er dog lige 20.000 gange så store, og i stedet for at bruge det varme vand til the eller kaffe, bliver det brugt til fjernvarme. De store elkedler får fjernvarmevand retur fra nettet og kan varme det op til 95-98 grader, inden vandet igen sendes ud i fjernvarmeledningerne eller gemmes på varmelageret. 

En central styrke ved elkedlerne er deres tætte samspil med de store akkumuleringstanke i Norbis Park, for når elpriserne er lave – typisk når der er meget vind- eller solenergi i systemet – kan elkedlerne producere store mængder varme. Denne varme lagres i tankene og kan derefter bruges senere, når behovet stiger, eller elpriserne er højere.

”På den måde er vi med til at sikre, at den tilgængelige strøm bliver udnyttet bedst muligt. Vi bidrager til stabilitet i elnettet, fordi vi kan bruge meget strøm, når der er en overproduktion af det. Det betyder også, at vi alt andet lige får lavere produktionsomkostninger, fordi vi kan optimere produktionen i forhold til elmarkedet samtidig med, at vi sikrer stabil varme til borgerne,” siger Lasse Olsen, bestyrelsesformand i Aalborg Forsynings bestyrelse.

Virker som de skal

Aalborg Forsynings medarbejdere har samarbejdet om elkedlerne med Inopower A/S, der har stået for selve elkedel-entreprisen, og H.P. Byg A/S, der har stået for elkedelbygningen.

”De har skullet koordinere mange ting undervejs i projektet, men der har været et rigtig godt og fleksibelt samarbejde. I takt med elkedlerne er blevet færdige, er de løbende blevet testet. Alt virker, som det skal, og kedlerne kan levere den maksimale effekt,” fortæller Jesper Høstgaard-Jensen, adm. direktør i Aalborg Forsyning.