Pressemeddelelse

18 juni 2026

Aalborg Forsyning fastansætter økonomidirektør

Efter at have været konstitueret som økonomidirektør i Aalborg Forsyning siden august 2025, er Niels Dechow nu blevet fastansat.

Niels Dechow har siden august været konstitueret økonomidirektør i Aalborg Forsyning, der er et af Danmarks største multiforsyningsselskaber. Efter en rekrutteringsproces har et enigt ansættelsesudvalg nu fastansat ham.

”Jeg glæder mig til at fortsætte det gode samarbejde med Niels Dechow. Han har de seneste måneder været hurtig til at lære Aalborg Forsyning at kende, og han har bidraget konstruktivt med sine stærke kompetencer inden for økonomistyring og finansiel kommunikation. Derudover er han en tæt, strategisk samarbejdspartner for mig, og han har vist, at han er rigtig dygtig til at se og løse komplicerede problemstillinger,” siger Jesper Høstgaard-Jensen, adm. direktør i Aalborg Forsyning.

Niels Dechow kom til Aalborg Forsyning fra en stilling som professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet og har en bred international erfaring fra universiteter i England, Tyskland og USA. Derudover har han en baggrund som konsulent inden for virksomheds- og regnskabssystemer.

Siden han kom til Aalborg Forsyning i august 2025, har han bl.a. bidraget konstruktivt til at sikre tilliden til Aalborg Forsynings økonomi og spillet en aktiv rolle i at give Aalborg Forsynings bæredygtighedsrapportering en ny vinkel.

I Aalborg Forsyning skal han fortsat være med til at sikre en stærk, professionel og fremtidssikret økonomisk styring og ledelse af koncernen. Som økonomidirektør har han også en central rolle i direktionen og i samarbejdet med bestyrelsen og den øvrige ledelse i Aalborg Forsyning.

”Jeg glæder mig til at fortsætte mit arbejde i Aalborg Forsyning. Det er en spændende organisation, der spiller en central rolle i samfundet, og som er midt i en ambitiøs grøn omstilling. Nu ser jeg frem til at lægge sporene til den videre udvikling sammen med de mange dygtige og kompetente medarbejdere,” siger Niels Dechow.