Stemningsbillede

Separatkloakering på (din) vej

Aalborg Forsyning lægger nye regnvands- og spildevandsledninger, fordi det er vores fornemste opgave at bidrage til, at borgerne i Aalborg Kommune er sunde og raske, og at miljøet er rent. 

Hvad medvirker separatkloakering til?

I mange områder i Aalborg Kommune er regnvand blevet ført til samme kloakledning som spildevand fra toiletter og køkken. Det kalder vi fælleskloakering, som er det gamle kloakeringsprincip. Når det regner meget kraftigt, medfører det, at noget af regnvandet og dit spildevand sammen bliver udledt til vandløb og åer, for at undgå oversvømmelser i huse og på terræn.

De nye seperatkloakerede kloakledninger sørger for, at regnvand føres ud til vandløb og fjorde, mens spildevand ledes til et renseanlæg.

Separatkloakering er for det første til gavn for sundheden og for miljøet, fordi:

  1. Spildevandspåvirkningen på vandløb helt forsvinder. Også selvom klimaforandringerne vil resultere i flere perioder med kraftige regnbyger. 
  2. Separatkloakering fjerner risikoen for spildevand i kælderen og på terræn under kraftige regnbyger.
  3. Aalborg Kommunes renseanlæg kommer til at fungere bedre, fordi de kun modtager koncentreret spildevand og dermed kan rense meget bedre.

Alle tre gevinster forbedrer sundheden og miljøtilstanden til gavn for borgerne, dyrelivet og plantelivet.

Fra nu til 2065

Det er et stort og tidskrævende projekt at skille regn- og spildevand fra hinanden i hele Aalborg Kommune, men det er et nødvendigt led i planerne for at forberede kommunen til klimaforandringerne og til de højere krav til sundhed og miljø. I dag løber regn- og spildevand mange steder i samme rør (fælleskloakering), og alt vandet ledes til renseanlæg. Fremover er det kun spildevandet, der skal til renseanlægget, mens regnvandet skal ledes ud i søer, vandløb og fjorden tæt på, hvor regnen falder, så vandbalancen ikke forstyrres.

Før separatkloakering

Efter separatkloakering

I tiden nu og frem til 2065 kan der gå alt fra 5år til 50 år, før vi separatkloakerer på din vej, hvis ikke vi allerede har gjort det. Det, som afgør, hvornår vi begynder med vores del af arbejdet, afhænger af flere forhold. F.eks. om vores kloakledninger i dit område skal udskiftes på grund af slitage, eller fordi de er for små. Det kan også afhænge af, om miljøtilstanden i de vandløb, som du bor i nærheden af, skal forbedres.

Når vi udfører gravearbejde, koordinerer vi med andre forsyninger, som også har rør eller ledninger i vejen, og spørger om de har planer om at skulle grave i området. Som udgangspunkt vil vi derfor også forsøge at udføre vores arbejde sammen med andre graveaktører eller i umiddelbar forlængelse af hinandens arbejde, så generne for borgerne bliver mindst mulige. Vi kan dog ikke pålægge andre ledningsejere at renovere deres ledninger og/eller vejen, samtidig med at vi graver.

Chat
Chat
Kundeservice
Kundeservice
Adgang for alle
Adgang for alle
Scroll til toppen
Scroll til toppen