En samlet bestyrelse i Aalborg Forsyning A/S har besluttet, at samarbejdet med administrerende direktør Søren Gais Kjeldsen ophører i dag.
Søren Gais Kjeldsen har stået i spidsen for en række meget store opgaver i Aalborg Forsyning – ikke mindst etableringen af en samlet multiforsyning. Han har i sine mange år i Aalborg Forsyning arbejdet for at skabe en grøn og bæredygtig multiforsyningsvirksomhed. Virksomheden træder nu ind i en ny fase, og bestyrelsen ønsker derfor en ny ledelsesmæssig profil.
”Jeg vil gerne sige tak til Søren for hans store indsats og for, at vi inden for en kort årrække er selvforsynende med grøn fjernvarme,” siger Anna Aaen, bestyrelsesforkvinde i Aalborg Forsyning.
Bestyrelsen har besluttet, at teknisk direktør Jesper Høstgaard-Jensen konstitueres som administrerende direktør fra dags dato og igangsætter nu en rekrutteringsproces for at finde en ny administrerende direktør til Aalborg Forsyning.