Der er ingen tvivl om, at investeringer i løsninger til den grønne omstilling er det, der skal drive Danmark fremad. Som landets tredje største kommune har vi i Aalborg derfor sat os for at spille en afgørende rolle for den grønne omstilling. Og det har nu resulteret i et stærkt partnerskab – Green Hub Denmark – som udover Aalborg Forsyning består af flere af markante aktører, herunder Aalborg Kommune, Port of Aalborg, DI-Aalborg og Aalborg Universitet. Ambitionen er at indfri regeringens ambitiøse klimamål, og parterne er klar med op mod 5 milliarder kroner til initiativet. Der skal bl.a. skabes flere jobs og sættes ekstra speed på den grønne omstilling. Udvikling, testning og anvendelse af grønne teknologier på tværs af forsyningsområder, erhvervsliv og forbrugere er nogle af de vigtigste områder, som skal bære Green Hub Denmark frem.
"Det er med stor glæde, at jeg nu kan løfte sløret for det ambitiøse partnerskab. Der er store perspektiver og potentialer i samarbejdet – både for os i Aalborg Forsyning, men også for Nordjylland helt generelt. Med Green Hub Denmark sætter Aalborg et solidt grønt fodaftryk på landkortet," siger direktøren for Aalborg Forsyning, Søren Gais Kjeldsen.
Også hos Regeringen følger man arbejdet med Green Hub Denmark tæt og med stor interesse.
"Den grønne omstilling er i fuld gang både herhjemme og internationalt. Selvom vi i Danmark er godt med i form af eksport af bæredygtighedsfremmende produkter og løsninger, skal vi blive endnu bedre og endnu mere innovative over de kommende år. Konkurrencen er hård, og der er brug for et tæt samarbejde mellem offentlige og private parter, hvis vi skal lykkes med både at omstille vores energisektor og konsolidere os som verdensførende inden for intelligente, bæredygtige løsninger," siger Lars-Peter Søbye, formand hos Dansk Industri og CEO i COWI.
For Aalborg Forsyning betyder det, at vi kan være med til at skabe løsninger, som får stor betydning for fremtiden. Vi er allerede involverede i flere projekter, heriblandt etableringen af et fjernkølingssystem, som skal løbe fra Kridtgraven i Aalborg Øst til Nyt Aalborg Universitetshospital, og planen om at 10 geotermianlæg fremadrettet skal dække 30 % af varmebehovet.
Læs mere om Green Hub Denmark her https://greenhubdenmark.dk/ og dyk ned i de mange spændende projekter, som er søsat i Aalborg og Nordjylland.
#greatesttogether #greenhubdenmark