Portrætbillede

Aalborg Forsyning ansætter ny chef for strategiske projekter

Det er nogle af de helt store strategiske projekter i den grønne omstilling af forsyningsbranchen, som Torben Hansen kommer til at stå i spidsen for, når han efter påske begynder i jobbet som chef for strategiske projekter i Aalborg Forsyning.

Som chef for strategiske projekter kommer Torben Hansen til at lede nogle af de store, investeringstunge projekter, der skal sikre den grønne omstilling af fjernvarmen i Aalborg, når Nordjyllandsværket i løbet af få år slukker, og varmen skal komme fra andre kilder end kul. Det gælder fx elkedel, akkumuleringstanke og en af verdens største havvandsvarmepumper. Han får også en central rolle i at udvikle Norbis Park, der er Aalborg
Forsynings erhvervsområde for test og udvikling af nye teknologier, der kan bruges i den grønne omstilling af energisektoren.

Torben Hansen har solid erfaring fra byggebranchen, hvor han har haft job som bl.a. entreprisedirektør, udviklingsdirektør og projektdirektør. Han kommer nu fra et job som tilbudschef i Dansk Boligbyg Vest A/S, hvor han har haft ansvaret for totalentrepriser og bygherre kontrakter. Han er uddannet bygningskonstruktør og har derudover flere uddannelsesforløb inden for ledelse.

”Det bliver spændende at blive en del af en stor organisation som Aalborg Forsyning, der for alvor er i fuld gang med den grønne omstilling og udvikling af Norbis Park. Jeg glæder mig til at møde medarbejderne og til at komme helt tæt på tilblivelsen af Aalborg Forsynings nye, store anlægsprojekter – lige fra de første tegninger til færdiggørelsen af velfungerende anlæg,” siger Torben Hansen, der også ser frem til at arbejde med Aalborg Forsynings projektmodel.

”Jeg kan godt lide struktur og at arbejde ud fra systemer. Derfor glæder jeg mig også til at arbejde med Aalborg Forsynings projektmodel og til at være med til at videreudvikle den,” siger han.


Et rigtig godt match
I Aalborg Forsyning glæder teknisk direktør, Jesper Høstgaard-Jensen, sig til samarbejdet med Torben Hansen.

”Jeg er glad for, at det er lykkedes at finde en ny chef, som både har stor ledelseserfaring og solid erfaring med at få samarbejdet til at køre omkring store anlægsprojekter i projektorienterede virksomheder. Det er et rigtig godt match med os, for Torben har i sit tidligere virke både haft rollen som rådgiver, totalentreprenør og bygherre, ligesom han har stor erfaring med at lede både projektledere og medarbejdere,” siger Jesper Høstgaard-Jensen.

Torben Hansen stammer oprindeligt fra Thisted, efter 23 år i Aalborg flyttede han tilbage til Thy i 2017, hvor han bor sammen med sin kæreste. Han har en voksen datter, og ud over familien går hans fritid bl.a. med spinning og vandreture både i Thy og i udlandet.

Chat
Chat
Kundeservice
Kundeservice
Adgang for alle
Adgang for alle
Scroll til toppen
Scroll til toppen