Nefovej

Aalborg Forsyning leverer stærkt resultat

Aalborg Forsyning A/S har netop offentliggjort sit første koncernregnskab, som viser et stærkt resultat. Det skal komme forbrugerne til gode ved, at Aalborg Forsyning bl.a. indtil videre fastholder varmeprisen, fortsat sikrer forsyningssikkerheden og investerer i grøn omstilling.

2021 har været et spændende år, som har været præget af udvikling, travlhed og forandringer i Aalborg Forsyning. Samtidig har forsyningsvirksomheden opnået et stærkt resultat, som har oversteget budgetterne.

Aalborg Forsyning havde som koncern en nettoomsætning på mere end 2,6 mia. kr. i 2021, hvilket er en stigning på 1,1 mia. kr. i forhold til året før. Årets resultat efter skat blev på 254 mio. kr., hvilket er en stigning på 268 mio. sammenlignet med 2020. Resultatet er påvirket positivt af priserne på elmarkedet, hvorfra overskuddet hovedsageligt stammer, idet overskuddet fra Nordjyllandsværket A/S udgør 236 mio. kr. efter skat.

Skal gavne forbrugerne

”Overskuddet i Nordjyllandsværket A/S er skabt ved, at forbrugere og virksomheder har betalt forhøjede priser på el i størstedelen af 2021. Derfor er det vigtigt for os, at vores resultat kommer forbrugerne til gode ved, at vi fortsætter den positive udvikling i Aalborg og Aalborg Forsyning,” siger Per Clausen, formand i Aalborg Forsyning A/S og tilhørende datterselskaber.

”Markedet er turbulent og uforudsigeligt lige nu, og derfor kan resultatet være med til at sikre, at der bliver afsat de nødvendige midler til fortsat at sikre forsyningssikkerheden. Herudover skaber resultatet mulighed for at fastholde varmeprisen på det nuværende niveau samt at investere i grøn omstilling, så der bliver skabt mulighed for en tidligere udfasning af kul,” siger Per Clausen.


Øget CO2-udledning

I Nordjyllandsværket A/S er de forhøjede priser på kul og CO2 blevet opvejet af de forhøjede elpriser og den øgede efterspørgsel på el. I 2021 solgte Nordjyllandsværket 1.507 GWh el, hvilket er en stor stigning i forhold til 2020, hvor værket solgte 758 GWh el. Men den øgede elproduktion har også haft en negativ indvirkning på CO2-regnskabet. Nordjyllandsværket udledte 1,3 mio. tons CO2 i 2021 mod 732.000 tons i 2020.

”Men det er vigtigt at huske på, at alternativet til vores øgede elproduktion var, at Danmark skulle importere el fra kraftværker i bl.a. Tyskland – så på den måde har Aalborg Forsyning bidraget til at løse en samfundsopgave i en tid, hvor vores energisystem er under pres,” siger Per Clausen.


En samlet stærk multiforsyning

2021 har også i høj grad været præget af Aalborg Kommunes beslutning om at samle Aalborg Energi Holding og Aalborg Vand Holding i ét samlet selskab, Aalborg Forsyning A/S. pr. 1. januar 2022. Baggrunden for fusionen er en ambition om at skabe en stærk og samlet multiforsyning, der tager ansvar for den grønne omstilling af forsyningen i Aalborg Kommune og i regionen som helhed.

”Det har givet travlhed i 2021 at gøre den nye organisation klar, men fusionen vil uden tvivl gøre en kæmpe forskel og styrke den grønne omstilling. Det vil gøre det nemmere for os at samarbejde om at sikre en høj forsyningssikkerhed til rimelige priser, og det vil gøre det nemmere at skabe nye og innovative løsninger, så vi når vores mål om at skabe bæredygtighed og tryghed,” siger Per Clausen.

Kontaktinformation

Yderligere oplysninger kan fås hos:

  • Per Clausen, bestyrelsesformand i Aalborg Forsyning, mobil 2519 9401
  • Søren Gais Kjeldsen, adm. direktør i Aalborg Forsyning, mobil 2940 1820
Chat
Chat
Kundeservice
Kundeservice
Adgang for alle
Adgang for alle
Scroll til toppen
Scroll til toppen