DGV

Aalborg Forsyning indvier nyt driftscenter til tiden og inden for budgettet

Selvom der er tale om et kompliceret byggeri, kunne Aalborg Forsyning i dag indvie et nyt driftscenter, hvor både tidsplan og budget er overholdt.

Helt efter planen kunne Aalborg Forsyning i dag byde velkommen til den officielle indvielse af sit nye driftscenter på Gasværksvej 28 i Aalborg. Her er nu cirka 85 driftsmedarbejdere tilknyttet på tværs af Aalborg Forsyning i ét fælles driftscenter. Hidtil har driftsmedarbejderne fra vand, varme, gas, kloak og køl samt lageret været spredt på fire adresser i Aalborg.

Indvielsen af driftscentret markerer en vigtig milepæl i at skabe et samlet multiforsyningsselskab i Aalborg. Med driftscentret er der skabt gode og moderne rammer for de ansatte, og samtidig sikret en bæredygtig driftsøkonomi ved at samle aktiviteterne på én adresse i Aalborg.

”Nu er alle forsyningens driftsfolk samlet tæt på byen, hvor de fleste ledninger ligger. Det betyder, at vi får så effektiv en drift som muligt til glæde for forbrugerne og skaber synergi på tværs af forsyningsarterne,” siger Anna Aaen, bestyrelsesforkvinde i Aalborg Forsyning. Hun glæder sig over den gode styring, der har været med byggeprocessen:

”Det har resulteret i, at Aalborg Forsyning både har overholdt tidsplanen og budgettet i dette projekt, selvom det har været kompliceret fx at bygge på en forurenet grund.”

Grundigt forarbejde og god styring

Aalborg Forsynings administrerende direktør, Søren Gais Kjeldsen, fortæller, at der især har været fokus på at lave så præcist et udbud som muligt, hvilket er noget af baggrunden for, at byggeprojektet har været succesfuldt:

”Det har været afgørende, at vi valgte at lave et totalentrepriseudbud, hvor vi har været omhyggelige med så præcist som muligt at formulere, hvad vi gerne ville have. Dertil har vi haft en rigtig god styring af projektet – både økonomisk og teknisk - og et godt samarbejde med HP Byg, som har været totalentreprenør på projektet,” siger Søren Gais Kjeldsen.

Et kompliceret byggeri

Det nye driftscenter er bygget på den tidligere gasværksgrund, hvor der som konsekvens heraf er jordforurening. Det stiller nogle helt særlige krav til byggeriet, hvor indeklimaet og arbejdsmiljøet har været i fokus.

”Inden vi gik i gang med byggeriet, er forureningen på grunden nøje blevet kortlagt, og i byggeprocessen har vi haft et stort fokus på at sikre, at forureningen ikke kan påvirke indeklimaet i bygningen. Ud fra et forsigtighedsprincip og for at sikre et godt arbejdsmiljø, har vi etableret afværgeforanstaltninger i form af ventilerede gulve i driftscentret,” siger Søren Gais Kjeldsen.

De ventilerede gulve sikrer, at der ikke sker afdampning fra undergrunden og ind i bygningen, men at eventuelle dampe transporteres uden om bygningen. Gulvet er i funktion – og det virker, som det skal. Der bliver løbende foretaget målinger, og de er under alle grænseværdier.

Driftscentret er på cirka 5.000 kvadratmeter, som fordeler sig på værksteder, kontorer og lager. Bygningerne rummer mange funktioner og skal opfylde mange forskellige behov. Derfor har medarbejderne været inddraget i, hvordan værksteder og lageret skulle indrettes. Værkstederne er fx indrettet med intelligente stik og udsug, som starter automatisk, hvis der er brug for det, og der er lifte og kraner på værkstederne af hensyn til arbejdsmiljøet.

Derudover er driftscenteret certificeres efter byggestandarden DGNB-guld, hvilket fx betyder, at der er brugt miljømærkede materialer og fundamenter, terrændæk og slidlag af CO2-reduceret beton. Ligesom der fx er brugt lameller af træ fra ansvarlig skovdrift ved driftscentrets indgangsparti og ved tagterrassen.

Chat
Chat
Kundeservice
Kundeservice
Adgang for alle
Adgang for alle
Scroll til toppen
Scroll til toppen