DANVA’s Initiativpris 2020 går for andet år i træk til Aalborg Forsyning

Midt i Corona-mørket fik civilingeniør Freya Mosbæk fra Aalborg Forsyning en stor cadeau for sit arbejde. Hun blev meget glad og overrasket over at blive kåret som vinderen af DANVA's Initiativpris 2020. En pris, som har fokus på de mange gode initiativer i den danske vandsektor.

"Freya er trods sin unge alder allerede kendt i branchen for sit engagement, sin faglige tyngde og såvel evne som vilje til at gøre en positiv forskel for vandbranchen," fortæller Lasse Frimand Jensen, som er bestyrelsesformand i Aalborg Forsynings vanddivision.

Det er andet år i træk, at DANVA's Initiativpris går til Aalborg Forsyning. Sidste år var det vicedirektør Bo Laden, som modtog initiativprisen 2019 for sit store arbejde med at etablere partnerskaber lokalt og nationalt.

Næste generation af vandbranchens ildsjæle

"Freya er et rigtig godt eksempel på den næste generation af vandbranchens ildsjæle. En person, som branchens udvikling er helt afhængig af, og som kommer til at tegne fremtidens løsninger," siger en stolt Bo Laden.

Prisvinderen er blandt andet aktiv i Young Water Professionals og er optaget af at udvikle faget sammen med andre. Hun indgår desuden i flere forskningssamarbejder med Aalborg Universitet. Fx i GRAVA-projektet, der undersøger sammenhængen mellem regnvand, grundvand og vandløbsvand i Kærby og Østerådalen. Denne viden er afgørende for, at kommuner og forsyninger kan lykkes med klimatilpasningen nu og i årene, der kommer. I det hele taget brænder Freya for at udvikle faget og gør det gerne via forskningssamarbejder.

Til Karrieremessen på Aalborg Universitet taler Freya med de studerende om de spændende karrieremuligheder og vandbranchens rolle i samfundet og er dermed med til at promovere vandbranchen i det nordjyske. Hun er desuden god til at indgå i dialog med borgerne og forklare ikke-fagpersoner, hvordan de skal forholde sig vedrørende deres kloakforhold. Hun mestrer med andre ord den svære kunst at kommunikere høj faglighed på en ikke-faglig måde.

"Med sit faglige og personlige engagement er Freya en ægte ildsjæl, der formår at gøre en positiv forskel for faget. Hun genererer og deler viden, der kommer hele branchen til gavn. At Freya også er en god kollega, som med sit gode humør og positive indgang til opgaverne er med til at skabe en god arbejdsplads, er bestemt heller ikke uvæsentligt," smiler Bo Laden.

Initiativprisens formål

DANVA uddeler hvert år initiativprisen til en eller flere markante personligheder, som har ydet en bemærkelsesværdig indsats enten i egen virksomhed, i lokalområdet eller på nationalt plan. Formålet er at skabe opmærksomhed om de mange gode initiativer i den danske vandsektor - store som små.

Organisationen DANVA

DANVA er interesseorganisationen for alle, der arbejder professionelt med vand og spildevand. Organisationens vision er at sikre en stabil og effektiv vand- og kloakforsyning på et højt kvalitetsniveau og på et for miljøet bæredygtigt grundlag.

 

 

 

 

Chat
Chat
Kundeservice
Kundeservice
Adgang for alle
Adgang for alle
Scroll til toppen
Scroll til toppen