Drikkevand

Ingen spor af PFAS i drikkevandet omkring øvelsesterræn i Hvorup

Aalborg Forsyning har undersøgt drikkevandet fra vandboringer i Hvorup-området, der ligger særligt udsat i forhold til risiko for PFAS-forurening. Man kan trygt drikke vandet, viser analyserne, som er foretaget efter nye og skærpede kriterier.

Siden det i sommer kom frem, at sundhedsskadelige stoffer fra blandt andet brandslukningsskum – PFAS-forbindelser – har forurenet drikkevandet flere steder i landet, er der opstået usikkerhed om, hvorvidt man trygt kan drikke vandet i hanerne.

Det vand, som Aalborg Forsyning sender fra sine vandværker og ud til forbrugerne, er blevet testet for PFAS-forbindelser siden 2018, og der har ikke været spor af PFAS i nogen af prøverne.

I den nye drikkevandsbekendtgørelse, som forventes at træde i kraft den 1. januar 2022, skærper Miljøstyrelsen kravet til indholdet af PFAS-forbindelser. Det betyder, at drikkevand fremover ikke må indeholde mere end 2 nanogram pr. liter for summen af PFAS-stofferne PFOA, PFOS, PFNA og PFHxS. Hidtil har kravet været, at indholdet af 12 PFAS-stoffer ikke måtte overstige 100 nanogram pr. liter.

I oktober i år valgte Aalborg Forsyning ekstraordinært at teste og analysere vandet på Hvorup Syd Kildeplads, hvor der hentes vand fra fem indvindingsboringer beliggende i øvelsesterrænet i Hvorup. Hvorup Syd Kildeplads ligger særligt udsat i forhold til risiko for, at grundvandet er forurenet med PFAS efter brandslukningsskum.

”Vi valgte at analysere prøverne for PFAS-forbindelser efter Miljøstyrelsens nye og langt lavere detektionsgrænser, og der var ingen fund i prøverne fra boringerne på Hvorup Syd Kildeplads,” siger Lasse Frimand Jensen, formand for Aalborg Forsynings vanddivision. Han glæder sig over resultatet:

”Vi ved, at det betyder meget for vores kunder, at de har adgang til rent drikkevand. Derfor er det også vigtigt, at vi passer godt på vores grundvand, og at vi i Aalborg Forsyning hele tiden følger med i, hvilke stoffer der bliver fundet i drikkevandet i Danmark. Når vi tager nye vandprøver i 2022 og fremover, vil vi bruge de nye og skærpede detektionsgrænser for PFAS på prøverne fra alle vores vandværker,” siger Lasse Frimand Jensen.

Ud over Hvorup Syd Kildeplads er der ingen andre steder i Aalborg Forsynings vandforsyningsområde, hvor der er vurderet særlig risiko for forurening af PFAS-forbindelser fra brandøvelsespladser. Fem private vandværker, hvor Aalborg Kommune er tilsynsmyndighed – Nr. Uttrup, Lindholm, Vadum, Vejgaard og Vejlen – ligger også i særlige risikoområder i forhold til brandøvelsespladser. Ingen af vandværkerne har fundet spor efter PFAS efter de nuværende grænseværdier, og Vejlen og Vadum Vandværk har heller ikke fundet efter de nye og skærpede grænseværdier.

Kontaktinformation

Yderligere oplysninger kan fås hos:

  • Lasse Frimand Jensen, formand for Aalborg Forsynings vanddivision, tlf. 3199 0649
Chat
Chat
Kundeservice
Kundeservice
Adgang for alle
Adgang for alle
Scroll til toppen
Scroll til toppen