Visualisering

Verdens største naturligt kølede havvandsvarmepumpe skal levere varme til aalborgenserne

Det bliver schweiziske MAN Energy Solutions, der skal levere verdens største havvandsvarmepumpe baseret på naturlige kølemidler til Aalborg Forsyning. Projektet er hovedhjørnestenen i den grønne omstilling af fjernvarmen i Aalborg, hvor havvandspumpen kommer til at stå for næsten en tredjedel af varmeproduktionen.

Aalborg Forsyning har nu indgået kontrakt med schweiziske MAN Energy Solutions om en af de store produktionsenheder – en havvandsvarmepumpe på 132 MW – som skal være med til at erstatte den kulbaserede fjernvarme fra Nordjyllandsværket, når det lukker ned i 2028. Dermed har Aalborg Forsyning nået en vigtig milepæl i omstillingen fra kulbaseret fjernvarme til grøn og klimavenlig fjernvarme. I forhold til den kulfyrede varme vil havvandsvarmepumpen reducere CO2-udslippet med 160.000 ton årligt.

”Havvandsvarmepumpen er et meget vigtigt led i realiseringen af Aalborg Forsynings strategi for fossilfri varmeproduktion. Løsningen er effektiv, fleksibel og klimavenlig, og dertil er havvandsvarmepumpens varmeproduktionspris lavere end Nordjyllandsværkets, hvilket alt andet lige vil have en positiv effekt på varmeprisen,” siger Per Clausen, bestyrelsesformand i Aalborg Forsyning.

Verdens største af sin slags

Det samlede anlæg består af tre varmepumpeenheder på 44 MW, som hver er verdens største baseret på naturlige kølemidler. Og samlet set er det en af verdens største havvandsvarmepumper, der nu kommer til at ligge ved Limfjorden i Norbis Park. Anlægget vil stå for næsten en tredjedel af varmeproduktionen i Aalborg Forsyning, mens resten skal komme fra bl.a. elkedler, varmepumper, overskudsvarme fra affaldsforbrændingen på Nordværk og lokale virksomheder mm.

Teknisk direktør i Aalborg Forsyning, Jesper Høstgaard-Jensen, glæder sig over nu at have afsluttet halvandet års udbudsproces vedrørende den tekniske leverance af selve varmepumpeløsningen, hvor der har været dialog med flere meget kompetente virksomheder.

”Samlet set tilbyder MAN Energy Solutions den mest optimale løsning til Aalborg Forsyning. Anlægget kan levere varme med en meget høj temperatur – helt op til 98 grader, hvilket er ganske unikt. Det er også et klart plus, at MAN Energy Solutions bruger et naturligt kølemiddel, som er velegnet til varmepumpedrift, hvor der er behov for høje fjernvarmetemperaturer, og hvor hurtig regulering på el-siden er med til at optimere driftsøkonomien,” siger Jesper Høstgaard-Jensen.

I MAN Energy Solutions er der stor stolthed over at skulle samarbejde med Aalborg Forsyning om at gøre varmeforsyningen klimavenlig, fortæller administrerende direktør Patrik Meli fra den schweiziske virksomhed:

”Vores storskala varmepumpeteknologi kommer til at spille en afgørende rolle i Aalborgs overgang fra kulbaseret til klimavenlig fjernvarme. Med dette projekt demonstrerer vi, hvordan grøn elektrisk energi kan udnyttes effektivt uden for elnettet til at opvarme boliger og virksomheder. I fremtiden vil sektorkobling som denne være afgørende for, at vi kan komme i mål med de globale bestræbelser på at reducere CO2-udslippet,” siger Patrik Meli.

Energi fra Limfjorden

Havvandsvarmepumpen udnytter energi fra Limfjorden til at producere varmt fjernvarmevand og set over en varmesæson vil to tredjedel af den producerede varme komme fra Limfjorden, mens den sidste tredjedel er el fra Aalborg Forsynings egne vedvarende energikilder i kombination med el fra det offentlige net.

Varmepumpen udnytter elektricitet til at hæve temperaturen fra de normale 1- 15 grader i Limfjorden til de normale temperaturer, som anvendes i fjernvarmenettet, typisk op til 90 grader, men varmepumpen kan, hvis det ønskes, opvarme fjernvarmevandet helt op til 98 grader.

”Vi ser nu frem til at få havvandsvarmepumpen implementeret her på arealerne i Norbis Park. Når anlægget er sat i drift, vil det kunne levere CO2-fri fjernvarme til aalborgenserne, men det forudsætter naturligvis, at der til den tid er adgang til en stabil elforsyning, som er baseret på vedvarende energikilder,” siger Jesper Høstgaard-Jensen.

Efter planen vil der være byggestart på projektet i august 2024, og anlægget vil, efter en periode med test og indkøring, blive sat i drift senest 1. januar 2029.

Figur HVVP

Fakta

Sådan virker havvandsvarmepumpen

Varmen trækkes ud af havvandet ved at sende det forbi varmepumpens ene kammer med flydende kølemiddel. Kølemidlet har et meget lavt kogepunkt og fordamper ved varmeveksling med vandet fra Limfjorden. Dampen passerer herefter en kompressor, som trykker den sammen, hvorved dens temperatur stiger. Den varme damp føres nu over i varmepumpens andet kammer, hvor den varmeveksler med det kolde fjernvarmevand, som kommer retur fra forbrugerne. Herved opvarmes fjernvarmevandet til 90 grader, som Aalborg Forsyning efterfølgende pumper ud til forbrugerne. Den afkølede damp passerer efterfølgende en turbine, og trykket sænkes så meget, at dampen efterfølgende bliver til en kold flydende væske igen. Herefter gentages processen. Fjernvarmevandet og kølemidlet kører altså rundt i hvert sit lukkede kredsløb, mens det afkølede havvand pumpes ud i Limfjorden igen.

Chat
Chat
Kundeservice
Kundeservice
Adgang for alle
Adgang for alle
Scroll til toppen
Scroll til toppen