Vandbillede

Aalborg Forsyning vil rense drikkevand for nitrat

Af hensyn til folkesundheden og forsyningssikkerheden tager Aalborg Forsyning nu som det første sted i Danmark initiativ til at minimere indholdet af nitrat i drikkevand.

Selvom Aalborg Forsyning i dag leverer drikkevand, der overholder alle grænseværdier, så er drikkevandet under pres. Der er især stigende koncentrationer af nitrat i grundvandet i de områder, hvor drikkevandet bliver indvundet i Aalborg. Samtidig viser studier, at nitrat i små mængder kan øge risikoen for kræft. Den officielle grænseværdi i Danmark og EU er 50 milligram nitrat pr. liter vand, men Aalborg Forsyning ønsker nu at etablere vandbehandlingsanlæg, der kan rense drikkevandet til 15 milligram pr. liter. 

”Forbrugerne i vores forsyningsområde kan trygt drikke vandet, for vi overvåger det tæt og overholder alle grænseværdier. Men vi kan se, at indholdet af nitrat i drikkevandet stiger, og at det på sigt vil komme til at overstige grænseværdien på 50 milligram pr. liter. Derfor er det nødvendigt, at vi handler nu af hensyn til folkesundheden og for at sikre, at fremtidige generationer også får adgang til drikkevand fra rent grundvand,” siger Søren Gais Kjeldsen, administrerende direktør i Aalborg Forsyning.

Konkret betyder det, at Aalborg Forsyning i en midlertidig periode bliver nødt til at rense drikkevandet for nitrat i nogle af sine indvindingsområder. For at sikre, at drikkevandet skal renses i så kort tid som muligt, vil Aalborg Forsyning også udbygge og forbedre sine kildepladser for at opnå den bedst mulige vandkvalitet samt arbejde på at finde helt nye kildepladser.

Kommunen skal stille et krav

Aalborg Forsyning kan ikke af sig selv iværksætte rensning for nitrat, men skal ifølge vandsektorloven have et krav fra Aalborg Kommune, som derefter skal godkendes af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. Derfor anmoder Aalborg Forsyning nu Aalborg Kommune om, at den stiller et krav om at rense til 15 milligram nitrat pr. liter.

”Vi ønsker at rense til 15 milligram nitrat pr. liter vand, fordi det vil give en væsentligt sundhedsmæssig forbedring for vores forbrugere i forhold til kun at rense til den gældende grænseværdi på 50 milligram pr. liter. Samtidig viser vores beregninger, at udgiften stort set er den samme, om vi renser til 50 eller 15 milligram pr. liter – og så er det sund fornuft at få koncentrationen af nitrat ned på 15 milligram pr. liter,” forklarer Søren Gais Kjeldsen.

Aalborg Forsynings foreløbige beregninger viser, at den samlede investering i rensning af drikkevand, bedre udnyttelse af eksisterende kildepladser og etablering af nye kildepladser vil være på cirka 645 millioner kroner. Det vil betyde, at taksterne vil stige med i alt 10 kr. pr. m3 vand over en årrække på ti år. For en husstand med et årligt forbrug på 100 m3 vil prisen dermed være steget med 1.000 kr. i 2035.

Rensning er en midlertidig løsning

Danmark har altid været stolt af sit rene drikkevand, som kommer direkte fra grundvandet. Det er også klart den billigste måde at få vand på.

”Det er både økonomisk, miljømæssigt og sundhedsmæssigt bedre at beskytte drikkevandet end at rense det. Derfor er det også helt afgørende, at rensning af drikkevand kun bliver midlertidig, og at det bliver fulgt op af øget drikkevandsbeskyttelse, så vi efter en årrække kan vende tilbage til at få vores drikkevand fra rent grundvand. Men vi har brug for politisk handling, så vi kan beskytte større arealer, end det vi har mulighed for i dag,” siger Søren Gais Kjeldsen.

Aalborg Forsyning mener, at den eneste rigtige løsning er at etablere grundvandsparker, som beskytter de områder, hvor drikkevandet dannes og indvindes, og holder det helt fri for nitrat, pesticider og alle andre stoffer.

”Det går desværre alt, alt for langsomt med at beskytte drikkevandet i Danmark. Hvis vi også i fremtiden skal have vores drikkevand fra rent grundvand, skal der en helt anden indsats til. Der er brug for en langsigtet indsats i form af grundvandsparker, som beskytter de 200.000 hektar sårbare drikkevandsområder i Danmark,” siger Søren Gais Kjeldsen.

I Aalborg er der behov for et areal på i alt cirka 4.500 hektar, som bør sættes af til grundvandsparker – heraf er ca. 1.300 hektar allerede beskyttet.

Chat
Chat
Kundeservice
Kundeservice
Adgang for alle
Adgang for alle
Scroll til toppen
Scroll til toppen