Billede af Nordjyllandsværket

Afgørelsens time for geotermi i Aalborg: ”Vi kan ikke vente til 2022”

Aalborg er i gang med en ambitiøs, omstilling af varmeproduktionen og står på tærsklen til at træffe afgørende beslutninger om investeringer i fremtidens grønne teknologier. "Vi kan ikke vente til 2022, hvis geotermisk varme skal være en del af fremtiden i Danmark," lyder det fra Aalborg Forsyning.

Omstillingen af varmeproduktionen i Aalborg er allerede langt i den konkrete planlægning af alternativer til den kulfyrede Blok 3 på Nordjyllandsværket. Fremtidens varmeproduktion i Aalborg skal baseres på et mix af grønnere teknologier, herunder fx varmepumper, varmelagre og - forhåbentligt - geotermi.

Aalborg Forsyning er positiv overfor, at der med Finansloven nu signaleres politisk vilje til, at geotermi skal være en del af fremtidens varmeproduktion i Danmark. Bestyrelsesformand i Aalborg Forsyning, Lasse Olsen, udtaler:

"Det er meget glædeligt, at der nu er konkret og tydeligt fokus på geotermi. Nu vil vi melde os positivt og konstruktivt på banen i det kommende arbejde om rammerne for geotermi. I den forbindelse er det afgørende, at vi kan få hurtig klarhed over, hvad vi skal forvente. De kommende seks måneder bliver helt afgørende.

"Netop tiden er afgørende. Aalborg Forsyning udsendte i november udbudsmateriale til etablering af et 100 MW turn key geotermianlæg i Aalborg. Udbudsprocessen vil resultere i præcise priser for Aalborgs varmeforbrugere. Dog har Aalborg Forsyning en forventning om, at geotermi med de nuværende rammevilkår ikke er økonomisk konkurrencedygtig med andre og mindre effektive teknologier. Derfor er der brug for afklaring om de fremtidige rammevilkår hurtigt, så der kan træffes de nødvendige investeringsbeslutninger.

"I Aalborg vil vi gerne være med til at fremme det uudnyttede potentiale, geotermi har i Danmark. Men vi er også nødt til at have med i vores overvejelser, at varmeprisen skal være rimelig for vores varmekunder. Vi har tidligere meddelt Klima-, Energi- og Forsyningsministeren, at vores klare forventning er, at der er brug for støtte til at løbe geotermi i gang, hvis vi vil satse på geotermisk varme i Danmark. Finansloven lægger op til, at der går to år, før vi kan forvente en afklaring. Vi har brug for klarhed allerede næste år," udtaler direktør i Aalborg Forsyning, Søren Gais Kjeldsen.

Aalborg Forsyning modtager endeligt, kontraktligt tilbud fra en mulig leverandør i februar 2021.

Fakta om geotermi

  • Geotermi er en vedvarende energikilde på linje med vind og sol.
  • Med geotermi udnyttes el mere effektivt til varmeproduktion end ved varmeproduktion udelukkende baseret på varmepumper. Ved brug af geotermi kan 3,5 MW vindmøllestrøm opvarme 3.000 huse, mens luft-vand varmepumpe kan opvarme 1.500 huse med samme mængde vindmøllestrøm.


Fakta om udbudt turn key anlæg

  • Årlig varmeproduktion: 550.000 MWh pr. år svarende til ca. 20 % af Aalborgs varmeforbrug, det vil sige 25.000-30.000 husstande.
  • Varmekapacitet: ca. 100 MW fordelt på 7-10 sites.
  • Planlagt etablering: 2023-2029
Chat
Chat
Kundeservice
Kundeservice
Adgang for alle
Adgang for alle
Scroll til toppen
Scroll til toppen