Stemningsbillede

Aalborg Forsyning sætter retningen inden for CSR

Aalborg Forsyning ønsker - både internt og eksternt - at være en bæredygtig og ansvarlig organisation. Derfor implementerer Aalborg Forsyning nu, som en af de første i forsyningssektoren, FN's Retningslinjer for Menneskerettigheder og Erhverv (UNGPs) og OECD's Retningslinjer for Multinationale Virksomheder.

Baggrund

UNGPs-standarden er en minimumsstandard, som FN vedtog i 2011. OECDs Retningslinjer udbredte standarden til også at omfatte miljø og anti-korruption. Tilsammen definerer de, hvad virksomheder som minimum bør gøre for at mindske og håndtere virksomheders negative indvirkninger inden for de tre områder; menneskerettigheder, miljø og økonomisk bæredygtighed. Danmark - både det offentlige og alle private virksomheder - er, såvel som de øvrige stater og virksomheder i FN, forpligtet til at implementere standarden, men er endnu ikke ret langt i processen.

UNGP-standarden har en tillidsmotiveret, risikobaseret tilgang til CSR-arbejdet. Alle virksomheder i leverandørkæden forpligter sig til at identificere, samt forebygge eller afbøde, mulige negative indvirkninger på menneskerettigheder, miljø og antikorruption. Desuden skal der etableres et system, som giver den/de berørte adgang til oprejsning.

Aalborg Forsyning har nu, som en af de første i branchen, besluttet at arbejde målrettet med at implementere standarden, hvilket forventes at være gennemført i løbet af 2 år. Beslutningen får betydning for de op mod 1.600 virksomheder, som Aalborg Forsyning samarbejder med i dag, da standarden stiller krav om, at alle leverandører i en leverandørkæde skal implementere FN's fælles ledelsesstandard.

De krav, Aalborg Forsyning fremover stiller til deres forretningsrelationer, afhænger af virksomhedens størrelse. Eksempelvis behøver små leverandører ikke at kunne levere skriftlige indvirkningsanalyser, men bør være i stand til kort at redegøre for kerneelementer af deres indsats, når de bliver bedt om det.

Med en årlig omsætning på ca. 2 mia. kr., hvoraf indkøb udgør en stor andel, har Aalborg Forsyning en betydelig påvirkningskraft, som fremover vil anvendes til at motivere Aalborg Forsynings forretningsrelationer til at skabe en positiv udvikling og sikre løbende forbedringer af egne CSR-forhold. På den måde vil Aalborg Forsynings indsats forhåbentligt brede sig som ringe i vandet.

En fælles opgave

UNGPs/OECD stiller en ledelsesstandard til rådighed i form af en fælles proces til at afdække virksomheders negative indvirkninger på områderne menneskerettigheder, miljø og antikorruption. Aalborg Forsyning håber, at det gennem fortsat god og åben dialog vil lykkes at hjælpe hinanden godt i gang med at løfte den fælles opgave.

Læs Aalborg Forsynings CSR-politik og Code of Conduct for forretningsrelationer

Chat
Chat
Kundeservice
Kundeservice
Adgang for alle
Adgang for alle
Scroll til toppen
Scroll til toppen