Aalborg Forsyning logo Aalborg Forsyning logo

Fjernvarmen kommer til Storvorde og Sejlflod

Borgerne i Storvorde og Sejlflod kan nu glæde sig over, at fjernvarmen kommer til byen. Aalborg Forsyning har i denne uge opnået 40 % tilslutning til fjernvarme, hvilket var kriterieret for, at området kunne tilkobles fjernvarmenettet.

Velkommen på fjernvarmenettet

”Efter 3-4 års indsats for at få fjernvarme til Storvorde og Sejlflod, er det nu lykkes at nå kriteriet for 40 % tilslutning, og det er vi meget stolte over. Det er med stor glæde, at vi kan ønske borgere i Storvorde og Sejlflod hjerteligt velkommen til vores fælles fjernvarmenet, og vi glæder os meget til at påbegynde den videre proces,” siger forsyningschef for Energi hos Aalborg Forsyning, Jesper Møller Larsen.

Borgerne i Storvorde Sejlflod har indtil nu opvarmet deres boliger med oliefyr, naturgas eller el, hvilket er dyrere alternativer. Blandt andet fordi fjernvarme fungerer efter et ’hvile-i-sig-selv’ -princip, som betyder, at Aalborg Forsyning ikke skal tjene penge på varmesalget. Indtægterne skal derimod kun dække anlægs- og driftsomkostningerne.'

Miljørigtig og fremtidssikret

Udover at glæde sig over varmepriserne kan borgerne også se frem til en mere sikker og bekvem opvarmningsform, der samtidig bidrager til den grønne omstilling og et mere bæredygtigt miljø.

”At udvide fjernvarmenettet er et skridt i den rigtige retning i forhold til vores visioner om grøn omstilling, fordi opvarmning med fjernvarme betyder en væsentlig mindre udledning af klimagasser i forhold til individuel opvarmning med olie eller gas. Et større fjernvarmefællesskab betyder, at flere bliver omfattet af den storstilede grønne omstilling, som vores varmeforsyning gennemgår i disse år. Det betyder, at flere får gavn af det, når vores varmeproduktion i 2028 bliver fossilfri,” udtaler bestyrelsesformand for Energi hos Aalborg Forsyning Lasse P. N. Olsen  

I en tilfredshedsundersøgelse fra 2019 lavet af Aalborg Forsyning mener 98 % af fjernvarmekunderne at være tilfredse med fjernvarmen fra Aalborg Forsyning.

Genveje
Emner om aktuelt