Aalborg Forsyning logo Aalborg Forsyning logo

Er nettet sikkert?

I Danmark er der fokus på sikker net-drift, men sådan er det ikke alle steder

Den 12. marts 2014 kunne man på online-medier følge redningsberedskabets arbejde med at bjærge døde og sårede ud af en bygning i New York. Efterforskningen viste hurtigt, at bygningen var blevet ramt af en massiv gaseksplosion.

Der rejser sig altid to spørgsmål efter sådanne ulykker: Hvorfor skete det? - og kan det samme ske her?

"Hvorfor?"

Det præcise svar på "Hvorfor" er ikke givet endnu - og måske findes den præcise årsag aldrig. Men det kendetegner gasnettene i de større amerikanske byer, at de for en stor dels vedkommende stadig består af stål- og støbejernsrør. Støbejernsrør har samlinger, der bliver utætte, når jorden omkring rørene arbejder. Et  typisk problem på den amerikanske østkyst, hvor vejret skifter mellem hårde vintre og varme somre. 60% af ledningsnettet i New York består af stål- eller støbejernsrør.

Consolidated Edison, der ejer gasledningerne omkring den skadede bygning, rapporterede i 2012 om ca. 1.850 lækager på 3.575 km hovedledning. 427 af disse lækager kunne henføres til korrosion af stålledninger.

Flere kilder taler om, at forsyningsnettene - ikke kun gas, men også vand, varme og kloak - i New York er i en ringe forfatning. "Center for Urban Future" hævder i en rapport fra primo marts 2014, at det vil koste 47,3 mia. USD at bringe forsyningsnettene i New York i en stand der "sikrer sikkerheden".

Gaseksplosion_new_york

"Kan det ske her i Aalborg?"

Aalborg Forsyning, Gas har siden 1989 arbejdet med systematisk ledningsrenovering, hvor stål- og støbejernsrør udskiftes med moderne plastrør af samme type som bruges i naturgasnet over hele verden. Hvert år udskiftes, nedlægges eller renoveres 4 - 5 km hovedledning. Det forventes, at hele nettet er renoveret i 2028. Over en periode på 3 år gennemmåles nettet løbende for lækager. På baggrund af disse målinger udvælges områder til renovering.

Endvidere har Aalborg Forsyning, Gas en vagtordning (24/7/365) som altid reagerer på meldinger om gaslugt fra kunder og borgere i byen. Da gassen kan lugtes allerede ved 1/25 af eksplosionsgrænsen, er tilbagemeldinger fra kunder og borgere af største betydning for at sikre, at en eventuel lækage ikke udvikler sig til en farlig situation. Endvidere har Aalborg Forsyning, Gas et godt samarbejde med politi og beredskab, der også reagerer hurtigt ved gaslugt.

"Aldrig" er lang tid, men ved systematisk vedligeholdelse og vagtberedskab søges risikoen for ulykker minimeret.

 

 

 

 

Genveje
Emner om gas